Topmoderne tur til bakketoppen

Både ude og inde kan Louisehøj noget helt særligt: For den moderne og lækkert indrettede bolig på 360 m2 har plads til alle, og så har den en usædvanligt smuk udsigt fra sin placering på bakketoppen øst for Tirsbæk Gods, der skaber en flot baggrund. Kort sagt: Glæd dig til en topmoderne tur til bakketoppen!

Du fornemmer de grønne rammer og den flotte natur omkring Louisehøj, så snart du lander i området omkring Tirsbæk Gods, der ligger bare syv kilometer øst for Vejle, som en perle ved Vejle Fjord. Fra første sekund føler du dig velkommen i det bakkede og grønklædte terræn, der tager godt imod dig og dine gæster.

Det samme gør Louisehøj fra sin egen bakketop midt i landskabet. Det er lige øst for selve godset med de karakteristiske, trefløjede rødstensbygninger og den elegante renæssancehave. Bygningerne er helt tilbage fra 1550, og du mærker straks et historisk vingesus omkring Tirsbæk Gods.

Området omkring Vejle, Tirsbæk Gods og Louisehøj byder med andre ord på noget af Danmarks smukkeste natur, som du bliver en del af, når du opholder dig i og oplever denne flotte bolig.


ALT, hvad du behøver…

Oprindeligt er Louisehøj lavet som et to-families hus til skovarbejderne under Tirsbæk Gods.
I dag er dette hus erstattet af den helt moderne bolig, der byder på ALT, hvad du behøver for at nyde dit ophold på Louisehøj.

Den renoverede og moderniserede bygning står i dag som en virkelig flot bolig, hvor der overalt er kræset for indretnings-detaljerne. Resultatet er en usædvanlig og mindeværdig oplevelse for dig og for dem, du deler oplevelsen med. Det gælder, uanset om du og I holder ferie med tosomhed og selvforkælelse. Eller om du fejrer fødselsdag, jubilæum eller andet, hvor du gerne vil byde dine gæster på godt samvær i de dejlige rammer på Louisehøj.

Bygningen kan naturligvis også benyttes til mindre og mere intime erhvervsarrangementer. For eksempel bestyrelsesmødet, hvor der er brug for inspirerende rammer om jeres møde.

Ved fjord og til fods: Ud i det smukke område

Louisehøj selv er det oplagte valg for dig, der vil have absolut ro på. Som vil nyde livet og ferien i dejlige rammer. Det er dog også et perfekt udgangspunkt for en lang række oplevelser, hvis du er til en mere aktiv ferie. Eller bare kan lide at kombinere de to ting: Ro og oplevelser.

For der er masser af gode grunde til at drage på ture ud i det smukke område omkring Tirsbæk Gods.

Fra Louisehøj er der faktisk kun 15 minutters gang ned over marken. Så står du ved Vejle Fjord, der er et virkelig dejligt rekreativt og naturmæssigt alsidigt område. Som gæst på Louisehøj har du samtidig direkte adgang til Tirsbækskovene, hvor du kan springe i gå- og løbeskoene og nyde naturen i de flotte varierede skove.

Er du på udkig efter en helt anden slags oplevelse, nemlig indkøbsmuligheder, så er der i bil kun 15 min. kørsel til Bredballe Centret.

Et helt særligt P.S.: Som noget helt særligt kan du som gæst på Louisehøj bestille guidede vinture, der rundes af med vinsmagning af godsets egne vine nede i Tirsbæk Vineri.